I gamle dage var PC’en den ubestridte konge, når det kom til skydespil – og det er den stadig. De tre bedste argumenter hedder stadig mus, keyboard og mus. Men derudover er der også mindst en milliard fede titler at vælge imellem og flere af de lidt ældre kan fås rørende billigt.I Puny Humans! første Shoot-Out Showdown (SOS), stiller vi Painkiller og Serious Sam2 overfor hinanden – har de gamle skydere mon stadig skarpe skud, eller er krudtet blevet løst?
Interessen for Painkiller fik for nylig en kort genoplivning, da Zero Punctuation anmeldte denne lidt oversete splatterfest. Det er en af den slags Doom-kloner, som virker født til tilbudskurvene, og som jeg altid skammer mig lidt over, at jeg køber - men som jeg i sidste ende spiller mere end mange dyrere kvalitetsspil. Nå, men lad os bare sige, at ”Games as Art”-argument nok ikke har sit stærkeste eksempel her.
Men Painkiller er midt i sin blodsplattende og kropsflænsende voldsudladninger på en måde nærmest uskyldig i sin primitive enfoldighed. Kort fortalt går det ud på, at man er en fortabt sjæl, fanget i skærsilden mellem himmel og helvede, og for at frelse sin sjæl skal man udslette Lucifers 5 stærkeste generaler.Overraskende nok består våbenarsenalet kun af 5 forskellige modeller. Men det er faktisk rigeligt, for udviklerne har lavet nogle helt fantastiske og bizarre kombinationer, der havde fortjent at blive kopieret sidenhen af langt flere spil. Kastestjernegeværet er vist allerede blevet kult på nettet, men jeg kipper altså også gerne med kasketten for Bazooka-maskinkanon. Den kombination er simpelthen SÅ oplagt!
Painkillers højdepunkter er dog uden sammenligning kampene mod generalerne. De er ENOOOOOORME! Som levende bjerge, der tårner sig op i horisonten, og mod dem glemte jeg seriøst alt om ironisk distance og blev totalt solgt. Painkillers boss-kampe er, hvad der ville komme ud 9 måneder efter en affære mellem Shadow of The Colussus og Doom.
Visuelt kan Painkiller ikke helt løbe fra, at det snart er 4 år gammelt, men det betyder jo på den anden side, at PC’ere uden hårdtpumpede grafikkort også kan være med.Serious Sam2 er som Painkiller også et skydespil af den gamle skole (her Duke Nuke’em- skolen), og som trods at det udkom et helt år EFTER Half Life 2 prøver at ignorere al udvikling indenfor genren siden 1992.
Serious Sam2 er, modsat hvad navnet måske kunne antyde, ikke noget særligt alvorligt spil. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, men desværre virker det også som om, udviklerne heller ikke har taget spillets design seriøst – og det er ikke så godt.Mit første indtryk var ellers positivt. Spillet starter i farverige tropiske omgivelser, og jeg fik hurtigt samlet en bunke våben sammen, der lignede resultatet af et spændende samarbejde mellem Pentagon og Fischer Price.
Derfor blev jeg slemt skuffet, da det vidste sig Sams isenkram kun er fantasifuldt på overfladen. Flere af de avancerede våben, som den 8-løbet shotgun og den gigantiske roterende maskinkanon, har ikke meget mere effekt end de våben, man samler op i allerførste bane. Og spillets bud på en sniper-riffel er i øvrigt komplet ubrugelig.Jeg opdagede også, at alle fjendernes angrebsmønstre - uanset størrelse, styrke og bevæbning - mest gik ud på bare at storme i lige linje mod mig, og man kan klare sig forbavsende godt ved bare at løbe i cirkler og skyde. Ok, tænker jeg - så bliver det jo nemt at få afsluttet det her spil - så kan jeg spille Painkiller igen bagefter!
Men nej. Hvis fjenderne ikke kan tænke, så kan de snyde. Og det gør de så. Alle der er vokset op med computerspil i 80'erne husker, hvor stort et helvede "instantly spawning" fjender var. Serious Sam2 var for mig et direkte flashback til mange timer, hvor jeg med stadigt mere grådfyldte øjne og ufrivillige ansigtstrækninger, blev majet ned igen og igen af fjender, som garanteret ikke var bag mig for 2 sekunder siden, men pludselig dukker op ud af det rene ingenting!!!
Fast forward tyve år: Serious Sam2. PUFF! Ud af den blå luft vælter 20 køllesvingende monstre - og PUFF - mens jeg skyder løs på dem, sker det samme ved siden af mig, bagved mig, under mig og hjemme hos min mor. Det er kaotisk, irriterende og på alle måder uhøfligt.
Vor helt, Sam, er desværre heller ikke nogen udpræget fornøjelse. Han vil, ligesom resten af spillet, gerne være sjov - det er han bare ikke. Han prøver ganske vist ihærdigt, men med det resultat, at jeg efter at have hørt hans dårlige jokes i to stive timer, fik en afsindig lyst til at vende geværet om og pløkke ham i stedet for fjenderne – det kan man for resten ikke, bare så I ved det.Last Game Standing: Painkiller.
Painkiller plaffer Serious Sam2 klart af banen med Bazooka-maskingeværer, gigantiske bosser og ikke mindst en TAVS hovedperson. Painkiller er Old School, Serious Sam2 er bare pinefuldt og forældet.*Det er en god gerning i sig selv at købe Painkiller fra ekstremt sympatiske Good Old Games, der sælger PC-klassikerne, som de burde være: fikset så de kan køre på nyere maskiner, helt uden DRM og med mulighed for at gendownloade, hvis du skal formatere harddisk.
