tirsdag den 10. februar 2009

The Spirit Engine 2

Jeg faldt tilfældigvis over dette charmerende rollespil, som vel kan kaldes en homage (eller klon, hvis man er mindre diplomatisk) til klassikere som Final Fantasy og Chrono Trigger.

Historien er som den slags nu engang er indenfor genren: En mystisk kult terroriserer indbyggerne i en lille by, og en gruppe eventyrer får til opgave at undersøge, hvad der ligger bag. Det bringer dem vidt omkring i en verden, som foruden onde kultmedlemmer, også er plaget af krig og de obligatoriske horder af fritgående monstre.

Ikke vildt originalt, men historien er alligevel ganske velskrevet (omend lidt ordrig) og spillet har en lækker Super Nintendo-agtig visuel stil og et stemningsfuldt soundtrack.


The Spirit Engine 2 formår dog også at bidrage med et par små gode detaljer til den ellers fortærskede RPG-skabelon. Kampsystemet minder om det i Final Fantasy, men giver som noget nyt mulighed for at kombinere angreb i kæder (en slags makroer) med "Attack Chains". Der er ret sjovt at eksperimentere med, for der er mange forskellige typer af angreb og kombinationsmuligheder.


Man skal ellers være oppe på dupperne i kampene, for der skal som regel planlægges et par træk frem, samtidig med at man også skal holde øje med, hvad fjenderne har af tricks i ærmerne (dem der altså har ærmer).


Det kan måske virke lidt overvældende, men spillet har en fin tutorial, og man kan altid sætte kampene på pause, hvis det går for hurtigt. Er modstanden totalt overvældende, kan man heldigvis også sætte sværhedsgraden ned undervejs i spillet.

Det allermest sympatiske ved The Spirit Engine 2 er, at det er et vaskeægte indiespil programmeret, designet og skrevet af Mark Pay og med musik af Josh Whelcel.

Sammenlignet med andre indiehits fra sidste år som World of Goo, er The Spirit Engine 2 måske ikke helt så revolutionerende, men det har alligevel sin charme - især hvis man er fan af klassiske 16-bits RPG'er.

The Spirit Engine 2 er til PC og koster 18 dollars, hvilket virker som en aldeles rimelig pris. Man kan også hente en gratis demo på The Spirit Engine 2's hjemmeside, som giver et godt og omfattende indtryk af spillet, inden man slipper slanterne.

Jeg ved i hvert fald, at jeg skal ha' det.

0 kommentarer:

Send en kommentar