Kom! Læs! Skriv!
mandag den 14. september 2009
søndag den 30. august 2009
YEEEEEEEEEEEES!!!! Jeg har ønsket mig Space Hulk siden, jeg var 10!!!! Og nu bliver det ENDELIG relanceret! Prisen på 600 kr er godt nok lidt heftig, men jeg tror, jeg køber det alligevel -
Læs mere!
lørdag den 29. august 2009
onsdag den 4. marts 2009
Download "Beneath a Steel Sky" gratis
"Good Old Games" er noget af det bedste og mest sympatiske, der længe er sket for PC-platformen. Midt i "brug-og-smid-væk"-mentaliteten, graver de guld frem blandt klassiske PC-spil, som de fikser til at kunne køre på nyere maskiner - og sælger dem for peanuts!
Tro nu ikke bare, at det drejer sig om de gamle primitive travere som Space Invaders og Galaga - nej, det her er RIGTIGE klassikere som Fallout, Free Space, Pain Killer, Broken Sword, Gothic, Jagged Alliance og mange flere. Trods alderen holder de stadig i dag, og ikke kun hvis man har de lyserøde nostalgibriller på.
Det fremragende adventurespil "Beneath a Steel Sky" fra 1994 kan endda downloades helt GRATIS. Udover at have en mega cool sci-fi historie, så har "Beneath a Steel Sky" sekvenser tegnet af Dave "Watchmen" Gibbons - og med i "købet" følger en gratis tegneserie til download.
Så hent det nu!
Tro nu ikke bare, at det drejer sig om de gamle primitive travere som Space Invaders og Galaga - nej, det her er RIGTIGE klassikere som Fallout, Free Space, Pain Killer, Broken Sword, Gothic, Jagged Alliance og mange flere. Trods alderen holder de stadig i dag, og ikke kun hvis man har de lyserøde nostalgibriller på.
Det fremragende adventurespil "Beneath a Steel Sky" fra 1994 kan endda downloades helt GRATIS. Udover at have en mega cool sci-fi historie, så har "Beneath a Steel Sky" sekvenser tegnet af Dave "Watchmen" Gibbons - og med i "købet" følger en gratis tegneserie til download.
Så hent det nu!
Læs mere!
Frivolt sagsanlæg mod Guitar Hero afvist
En amerikansk domstol har afvist guitarproducenten Gibsons sagsanlæg mod Activision og Guitar Hero spillet.
Omdrejningspunktet i konflikten er ifølge edgemagazine.com patentet med det sexede navn "5,990,405": "System and method for generating and controlling a simulated musical concert experience."
Patentet drejer sig om et virtuelt musikalsk koncept, hvor brugeren spiller på et rigtigt instrument iført 3D-briller med stereo lyd, som skaber en simuleret koncert-oplevelse.
Eftersom selve kernen i Guitar Hero er, at der IKKE bruges rigtige instrumenter, valgte retten at afvise sagen og kaldte endvidere Gibsons krav for ... (gisp) frivolt!
Gibsons sagsanlæg minder næsten om, da Atari i sine højmagts dage (lææææænge siden) mente, at de havde retten til bilspil som genre, og derfor sagsøgte andre pionerende spilproducenter for at lave spil med repræsentationer af køretøjer.
Gudskelov fik de ikke medhold, for så havde vi stadig spillet Pole Position i dag.
Omdrejningspunktet i konflikten er ifølge edgemagazine.com patentet med det sexede navn "5,990,405": "System and method for generating and controlling a simulated musical concert experience."
Patentet drejer sig om et virtuelt musikalsk koncept, hvor brugeren spiller på et rigtigt instrument iført 3D-briller med stereo lyd, som skaber en simuleret koncert-oplevelse.
Eftersom selve kernen i Guitar Hero er, at der IKKE bruges rigtige instrumenter, valgte retten at afvise sagen og kaldte endvidere Gibsons krav for ... (gisp) frivolt!
Gibsons sagsanlæg minder næsten om, da Atari i sine højmagts dage (lææææænge siden) mente, at de havde retten til bilspil som genre, og derfor sagsøgte andre pionerende spilproducenter for at lave spil med repræsentationer af køretøjer.
Gudskelov fik de ikke medhold, for så havde vi stadig spillet Pole Position i dag.
Læs mere!
Glade min(d)er
Sins of a Solar Empire er et klassisk rumstrategispil fra Stardock, som jeg efterhånden har brugt alt for lang tid på. Det er i grunden sjovt, for spillet er egentlig ikke nyskabende, hverken hvad angår design eller gameplay.
Sins of a Solar Empire (eller bare Sins som det også kaldes) er et såkaldt 4X startegispil (explore, expand, exploit and exterminate), hvor der skal bygges et imperium op igennem indviklet teknologiudvikling, ressourceudvinding og oprustning.
Det kunne på mange måder nemt være lavet i 1993, hvis ikke det var fordi, det hele foregår i Real Time, og de store slag mellem rumskibsarmadaerne trods alt indikerer, at vi er på den anden side af årtusindeskiftet.
Grafisk minder spillet om en krydsning af EVE online og Babylon 5, hvilket egentlig ikke er min kop te, men det giver spillet en hinkestensbrilleglas-agtig nørdethed, som er vildt sympatisk.
Og samtidig sender det mig tilbage til en enklere… og mere uskyldig tid (cue flashback musik) med adskillige lykkelige timer brugt i selskab med Civilization, Pirates og Alpha Centauri. Hvor det ene imperium mere magtfuldkomment end det andet rejste sig i løbet af søvnige eftermiddage i en mikroskopisk nordjysk forstad. Hvor de stærke kendte deres nådesløse ret, og hvor endnu ikke erobrede nationer måtte ryste og skælve ved synet af en hastigt fremrykkende armada på horisonten under kommando af en grusom og megaloman 12-årig hærfører.
(stop flashback musik) – Sins er altså noget af en elektronisk madelainekage, der har fået mig til at sidde og nørkle med tech-trees og vanvittigt indviklet micro-management, præcis som i de gode gamle dage. Det er enormt tilfredsstillende, at se sit imperium blomstre teknologisk og kulturelt, og mens der generes overskud på finanserne, kvæles modstanderen langsomt økonomisk. Når det så er blevet kedeligt, er det altid en udsøgt fornøjelse at gøre rent med en hamrende uretfærdigt overlegen flåde.
Sins of a Solar Empire udkom sidste år, og Stardock har ikke hvilet på laurbærne, men været i dialog med spillerne omkring forbedringer og opdateringer af spillet. Opdateringerne har indtil videre været gratis, men nu er den første udvidelsespakke landet, som har fået titlen ’Entrenchment’ og kan købes digitalt for $ 9,95.
Det er ikke jordens mest omfattende udvidelse, men den indeholder to ting, der næsten gør den alle pengene værd: forsvarsplatforme og miner. Et stort problem i Sins of a Solar Empire var, at man har været tvunget til at bruge en betydelig del af sin flåde på konstant og patruljere rundt og forsvare grænser mod pirater, hvilket især bliver et problem på de større maps, hvor solsystemerne er ENORME.
Det er (næsten) slut nu, for med muligheden for at lægge miner (rigtig mange endda) kan man effektivt og nemt sætte en stopper for overraskelsesangreb. Og oh(!), hvilken nydelse det er, at se en flåde af rumskibe blive reduceret til støv på 2 sekunder. Til forsvar mod mere velforberedte angreb, hvor modstanderen har sendt scouts i forvejen for at lokalisere minefelter, er forsvarsplatformen et effektivt redskab. Den tager lidt tid at få i spil, men når først, den er fuldt opgraderet, kan den holde skansen næsten helt alene.
Det var egentlig det. En meget lang omvej for at sige: miner og forsvarsplatforme gør Sins of a Solar Empire til en (endnu) bedre oplevelse. Måske burde de have været der fra starten, men pyt, Stardock er nu et sympatisk foretagende, som generelt er flinke til at lytte til deres fans, så mine $ 9,95 føles godt givet ud.
Det er nødvendigt at have grundspillet Sins of a Solar Empire for at spille ’Entrenchment’, og det kan også købes digitalt fra spillets hjemmeside – prisen er omkring 175 kroner.
Sins of a Solar Empire (eller bare Sins som det også kaldes) er et såkaldt 4X startegispil (explore, expand, exploit and exterminate), hvor der skal bygges et imperium op igennem indviklet teknologiudvikling, ressourceudvinding og oprustning.
Det kunne på mange måder nemt være lavet i 1993, hvis ikke det var fordi, det hele foregår i Real Time, og de store slag mellem rumskibsarmadaerne trods alt indikerer, at vi er på den anden side af årtusindeskiftet.
Grafisk minder spillet om en krydsning af EVE online og Babylon 5, hvilket egentlig ikke er min kop te, men det giver spillet en hinkestensbrilleglas-agtig nørdethed, som er vildt sympatisk.
Og samtidig sender det mig tilbage til en enklere… og mere uskyldig tid (cue flashback musik) med adskillige lykkelige timer brugt i selskab med Civilization, Pirates og Alpha Centauri. Hvor det ene imperium mere magtfuldkomment end det andet rejste sig i løbet af søvnige eftermiddage i en mikroskopisk nordjysk forstad. Hvor de stærke kendte deres nådesløse ret, og hvor endnu ikke erobrede nationer måtte ryste og skælve ved synet af en hastigt fremrykkende armada på horisonten under kommando af en grusom og megaloman 12-årig hærfører.
(stop flashback musik) – Sins er altså noget af en elektronisk madelainekage, der har fået mig til at sidde og nørkle med tech-trees og vanvittigt indviklet micro-management, præcis som i de gode gamle dage. Det er enormt tilfredsstillende, at se sit imperium blomstre teknologisk og kulturelt, og mens der generes overskud på finanserne, kvæles modstanderen langsomt økonomisk. Når det så er blevet kedeligt, er det altid en udsøgt fornøjelse at gøre rent med en hamrende uretfærdigt overlegen flåde.
Sins of a Solar Empire udkom sidste år, og Stardock har ikke hvilet på laurbærne, men været i dialog med spillerne omkring forbedringer og opdateringer af spillet. Opdateringerne har indtil videre været gratis, men nu er den første udvidelsespakke landet, som har fået titlen ’Entrenchment’ og kan købes digitalt for $ 9,95.
Det er ikke jordens mest omfattende udvidelse, men den indeholder to ting, der næsten gør den alle pengene værd: forsvarsplatforme og miner. Et stort problem i Sins of a Solar Empire var, at man har været tvunget til at bruge en betydelig del af sin flåde på konstant og patruljere rundt og forsvare grænser mod pirater, hvilket især bliver et problem på de større maps, hvor solsystemerne er ENORME.
Det er (næsten) slut nu, for med muligheden for at lægge miner (rigtig mange endda) kan man effektivt og nemt sætte en stopper for overraskelsesangreb. Og oh(!), hvilken nydelse det er, at se en flåde af rumskibe blive reduceret til støv på 2 sekunder. Til forsvar mod mere velforberedte angreb, hvor modstanderen har sendt scouts i forvejen for at lokalisere minefelter, er forsvarsplatformen et effektivt redskab. Den tager lidt tid at få i spil, men når først, den er fuldt opgraderet, kan den holde skansen næsten helt alene.
Det var egentlig det. En meget lang omvej for at sige: miner og forsvarsplatforme gør Sins of a Solar Empire til en (endnu) bedre oplevelse. Måske burde de have været der fra starten, men pyt, Stardock er nu et sympatisk foretagende, som generelt er flinke til at lytte til deres fans, så mine $ 9,95 føles godt givet ud.
Det er nødvendigt at have grundspillet Sins of a Solar Empire for at spille ’Entrenchment’, og det kan også købes digitalt fra spillets hjemmeside – prisen er omkring 175 kroner.
Læs mere!
onsdag den 11. februar 2009
Shoot-Out Showdown: Painkiller Vs. Serious Sam2
I gamle dage var PC’en den ubestridte konge, når det kom til skydespil – og det er den stadig. De tre bedste argumenter hedder stadig mus, keyboard og mus. Men derudover er der også mindst en milliard fede titler at vælge imellem og flere af de lidt ældre kan fås rørende billigt.I Puny Humans! første Shoot-Out Showdown (SOS), stiller vi Painkiller og Serious Sam2 overfor hinanden – har de gamle skydere mon stadig skarpe skud, eller er krudtet blevet løst?
Interessen for Painkiller fik for nylig en kort genoplivning, da Zero Punctuation anmeldte denne lidt oversete splatterfest. Det er en af den slags Doom-kloner, som virker født til tilbudskurvene, og som jeg altid skammer mig lidt over, at jeg køber - men som jeg i sidste ende spiller mere end mange dyrere kvalitetsspil. Nå, men lad os bare sige, at ”Games as Art”-argument nok ikke har sit stærkeste eksempel her.
Men Painkiller er midt i sin blodsplattende og kropsflænsende voldsudladninger på en måde nærmest uskyldig i sin primitive enfoldighed. Kort fortalt går det ud på, at man er en fortabt sjæl, fanget i skærsilden mellem himmel og helvede, og for at frelse sin sjæl skal man udslette Lucifers 5 stærkeste generaler.Overraskende nok består våbenarsenalet kun af 5 forskellige modeller. Men det er faktisk rigeligt, for udviklerne har lavet nogle helt fantastiske og bizarre kombinationer, der havde fortjent at blive kopieret sidenhen af langt flere spil. Kastestjernegeværet er vist allerede blevet kult på nettet, men jeg kipper altså også gerne med kasketten for Bazooka-maskinkanon. Den kombination er simpelthen SÅ oplagt!
Painkillers højdepunkter er dog uden sammenligning kampene mod generalerne. De er ENOOOOOORME! Som levende bjerge, der tårner sig op i horisonten, og mod dem glemte jeg seriøst alt om ironisk distance og blev totalt solgt. Painkillers boss-kampe er, hvad der ville komme ud 9 måneder efter en affære mellem Shadow of The Colussus og Doom.
Visuelt kan Painkiller ikke helt løbe fra, at det snart er 4 år gammelt, men det betyder jo på den anden side, at PC’ere uden hårdtpumpede grafikkort også kan være med.Serious Sam2 er som Painkiller også et skydespil af den gamle skole (her Duke Nuke’em- skolen), og som trods at det udkom et helt år EFTER Half Life 2 prøver at ignorere al udvikling indenfor genren siden 1992.
Serious Sam2 er, modsat hvad navnet måske kunne antyde, ikke noget særligt alvorligt spil. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, men desværre virker det også som om, udviklerne heller ikke har taget spillets design seriøst – og det er ikke så godt.Mit første indtryk var ellers positivt. Spillet starter i farverige tropiske omgivelser, og jeg fik hurtigt samlet en bunke våben sammen, der lignede resultatet af et spændende samarbejde mellem Pentagon og Fischer Price.
Derfor blev jeg slemt skuffet, da det vidste sig Sams isenkram kun er fantasifuldt på overfladen. Flere af de avancerede våben, som den 8-løbet shotgun og den gigantiske roterende maskinkanon, har ikke meget mere effekt end de våben, man samler op i allerførste bane. Og spillets bud på en sniper-riffel er i øvrigt komplet ubrugelig.Jeg opdagede også, at alle fjendernes angrebsmønstre - uanset størrelse, styrke og bevæbning - mest gik ud på bare at storme i lige linje mod mig, og man kan klare sig forbavsende godt ved bare at løbe i cirkler og skyde. Ok, tænker jeg - så bliver det jo nemt at få afsluttet det her spil - så kan jeg spille Painkiller igen bagefter!
Men nej. Hvis fjenderne ikke kan tænke, så kan de snyde. Og det gør de så. Alle der er vokset op med computerspil i 80'erne husker, hvor stort et helvede "instantly spawning" fjender var. Serious Sam2 var for mig et direkte flashback til mange timer, hvor jeg med stadigt mere grådfyldte øjne og ufrivillige ansigtstrækninger, blev majet ned igen og igen af fjender, som garanteret ikke var bag mig for 2 sekunder siden, men pludselig dukker op ud af det rene ingenting!!!
Fast forward tyve år: Serious Sam2. PUFF! Ud af den blå luft vælter 20 køllesvingende monstre - og PUFF - mens jeg skyder løs på dem, sker det samme ved siden af mig, bagved mig, under mig og hjemme hos min mor. Det er kaotisk, irriterende og på alle måder uhøfligt.
Vor helt, Sam, er desværre heller ikke nogen udpræget fornøjelse. Han vil, ligesom resten af spillet, gerne være sjov - det er han bare ikke. Han prøver ganske vist ihærdigt, men med det resultat, at jeg efter at have hørt hans dårlige jokes i to stive timer, fik en afsindig lyst til at vende geværet om og pløkke ham i stedet for fjenderne – det kan man for resten ikke, bare så I ved det.Last Game Standing: Painkiller.
Painkiller plaffer Serious Sam2 klart af banen med Bazooka-maskingeværer, gigantiske bosser og ikke mindst en TAVS hovedperson. Painkiller er Old School, Serious Sam2 er bare pinefuldt og forældet.*Det er en god gerning i sig selv at købe Painkiller fra ekstremt sympatiske Good Old Games, der sælger PC-klassikerne, som de burde være: fikset så de kan køre på nyere maskiner, helt uden DRM og med mulighed for at gendownloade, hvis du skal formatere harddisk.
Læs mere!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)