
Sins of a Solar Empire (eller bare Sins som det også kaldes) er et såkaldt 4X startegispil (explore, expand, exploit and exterminate), hvor der skal bygges et imperium op igennem indviklet teknologiudvikling, ressourceudvinding og oprustning.
Det kunne på mange måder nemt være lavet i 1993, hvis ikke det var fordi, det hele foregår i Real Time, og de store slag mellem rumskibsarmadaerne trods alt indikerer, at vi er på den anden side af årtusindeskiftet.
Grafisk minder spillet om en krydsning af EVE online og Babylon 5, hvilket egentlig ikke er min kop te, men det giver spillet en hinkestensbrilleglas-agtig nørdethed, som er vildt sympatisk.
Og samtidig sender det mig tilbage til en enklere… og mere uskyldig tid (cue flashback musik) med adskillige lykkelige timer brugt i selskab med Civilization, Pirates og Alpha Centauri. Hvor det ene imperium mere magtfuldkomment end det andet rejste sig i løbet af søvnige eftermiddage i en mikroskopisk nordjysk forstad. Hvor de stærke kendte deres nådesløse ret, og hvor endnu ikke erobrede nationer måtte ryste og skælve ved synet af en hastigt fremrykkende armada på horisonten under kommando af en grusom og megaloman 12-årig hærfører.
(stop flashback musik) – Sins er altså noget af en elektronisk madelainekage, der har fået mig til at sidde og nørkle med tech-trees og vanvittigt indviklet micro-management, præcis som i de gode gamle dage. Det er enormt tilfredsstillende, at se sit imperium blomstre teknologisk og kulturelt, og mens der generes overskud på finanserne, kvæles modstanderen langsomt økonomisk. Når det så er blevet kedeligt, er det altid en udsøgt fornøjelse at gøre rent med en hamrende uretfærdigt overlegen flåde.

Sins of a Solar Empire udkom sidste år, og Stardock har ikke hvilet på laurbærne, men været i dialog med spillerne omkring forbedringer og opdateringer af spillet. Opdateringerne har indtil videre været gratis, men nu er den første udvidelsespakke landet, som har fået titlen ’Entrenchment’ og kan købes digitalt for $ 9,95.
Det er ikke jordens mest omfattende udvidelse, men den indeholder to ting, der næsten gør den alle pengene værd: forsvarsplatforme og miner. Et stort problem i Sins of a Solar Empire var, at man har været tvunget til at bruge en betydelig del af sin flåde på konstant og patruljere rundt og forsvare grænser mod pirater, hvilket især bliver et problem på de større maps, hvor solsystemerne er ENORME.
Det er (næsten) slut nu, for med muligheden for at lægge miner (rigtig mange endda) kan man effektivt og nemt sætte en stopper for overraskelsesangreb. Og oh(!), hvilken nydelse det er, at se en flåde af rumskibe blive reduceret til støv på 2 sekunder. Til forsvar mod mere velforberedte angreb, hvor modstanderen har sendt scouts i forvejen for at lokalisere minefelter, er forsvarsplatformen et effektivt redskab. Den tager lidt tid at få i spil, men når først, den er fuldt opgraderet, kan den holde skansen næsten helt alene.

Det var egentlig det. En meget lang omvej for at sige: miner og forsvarsplatforme gør Sins of a Solar Empire til en (endnu) bedre oplevelse. Måske burde de have været der fra starten, men pyt, Stardock er nu et sympatisk foretagende, som generelt er flinke til at lytte til deres fans, så mine $ 9,95 føles godt givet ud.
Det er nødvendigt at have grundspillet Sins of a Solar Empire for at spille ’Entrenchment’, og det kan også købes digitalt fra spillets hjemmeside – prisen er omkring 175 kroner.
0 kommentarer:
Send en kommentar