Kom! Læs! Skriv!
mandag den 14. september 2009
søndag den 30. august 2009
YEEEEEEEEEEEES!!!! Jeg har ønsket mig Space Hulk siden, jeg var 10!!!! Og nu bliver det ENDELIG relanceret! Prisen på 600 kr er godt nok lidt heftig, men jeg tror, jeg køber det alligevel -
Læs mere!
lørdag den 29. august 2009
onsdag den 4. marts 2009
Download "Beneath a Steel Sky" gratis
"Good Old Games" er noget af det bedste og mest sympatiske, der længe er sket for PC-platformen. Midt i "brug-og-smid-væk"-mentaliteten, graver de guld frem blandt klassiske PC-spil, som de fikser til at kunne køre på nyere maskiner - og sælger dem for peanuts!
Tro nu ikke bare, at det drejer sig om de gamle primitive travere som Space Invaders og Galaga - nej, det her er RIGTIGE klassikere som Fallout, Free Space, Pain Killer, Broken Sword, Gothic, Jagged Alliance og mange flere. Trods alderen holder de stadig i dag, og ikke kun hvis man har de lyserøde nostalgibriller på.
Det fremragende adventurespil "Beneath a Steel Sky" fra 1994 kan endda downloades helt GRATIS. Udover at have en mega cool sci-fi historie, så har "Beneath a Steel Sky" sekvenser tegnet af Dave "Watchmen" Gibbons - og med i "købet" følger en gratis tegneserie til download.
Så hent det nu!
Tro nu ikke bare, at det drejer sig om de gamle primitive travere som Space Invaders og Galaga - nej, det her er RIGTIGE klassikere som Fallout, Free Space, Pain Killer, Broken Sword, Gothic, Jagged Alliance og mange flere. Trods alderen holder de stadig i dag, og ikke kun hvis man har de lyserøde nostalgibriller på.
Det fremragende adventurespil "Beneath a Steel Sky" fra 1994 kan endda downloades helt GRATIS. Udover at have en mega cool sci-fi historie, så har "Beneath a Steel Sky" sekvenser tegnet af Dave "Watchmen" Gibbons - og med i "købet" følger en gratis tegneserie til download.
Så hent det nu!
Læs mere!
Frivolt sagsanlæg mod Guitar Hero afvist
En amerikansk domstol har afvist guitarproducenten Gibsons sagsanlæg mod Activision og Guitar Hero spillet.
Omdrejningspunktet i konflikten er ifølge edgemagazine.com patentet med det sexede navn "5,990,405": "System and method for generating and controlling a simulated musical concert experience."
Patentet drejer sig om et virtuelt musikalsk koncept, hvor brugeren spiller på et rigtigt instrument iført 3D-briller med stereo lyd, som skaber en simuleret koncert-oplevelse.
Eftersom selve kernen i Guitar Hero er, at der IKKE bruges rigtige instrumenter, valgte retten at afvise sagen og kaldte endvidere Gibsons krav for ... (gisp) frivolt!
Gibsons sagsanlæg minder næsten om, da Atari i sine højmagts dage (lææææænge siden) mente, at de havde retten til bilspil som genre, og derfor sagsøgte andre pionerende spilproducenter for at lave spil med repræsentationer af køretøjer.
Gudskelov fik de ikke medhold, for så havde vi stadig spillet Pole Position i dag.
Omdrejningspunktet i konflikten er ifølge edgemagazine.com patentet med det sexede navn "5,990,405": "System and method for generating and controlling a simulated musical concert experience."
Patentet drejer sig om et virtuelt musikalsk koncept, hvor brugeren spiller på et rigtigt instrument iført 3D-briller med stereo lyd, som skaber en simuleret koncert-oplevelse.
Eftersom selve kernen i Guitar Hero er, at der IKKE bruges rigtige instrumenter, valgte retten at afvise sagen og kaldte endvidere Gibsons krav for ... (gisp) frivolt!
Gibsons sagsanlæg minder næsten om, da Atari i sine højmagts dage (lææææænge siden) mente, at de havde retten til bilspil som genre, og derfor sagsøgte andre pionerende spilproducenter for at lave spil med repræsentationer af køretøjer.
Gudskelov fik de ikke medhold, for så havde vi stadig spillet Pole Position i dag.
Læs mere!
Glade min(d)er
Sins of a Solar Empire er et klassisk rumstrategispil fra Stardock, som jeg efterhånden har brugt alt for lang tid på. Det er i grunden sjovt, for spillet er egentlig ikke nyskabende, hverken hvad angår design eller gameplay.
Sins of a Solar Empire (eller bare Sins som det også kaldes) er et såkaldt 4X startegispil (explore, expand, exploit and exterminate), hvor der skal bygges et imperium op igennem indviklet teknologiudvikling, ressourceudvinding og oprustning.
Det kunne på mange måder nemt være lavet i 1993, hvis ikke det var fordi, det hele foregår i Real Time, og de store slag mellem rumskibsarmadaerne trods alt indikerer, at vi er på den anden side af årtusindeskiftet.
Grafisk minder spillet om en krydsning af EVE online og Babylon 5, hvilket egentlig ikke er min kop te, men det giver spillet en hinkestensbrilleglas-agtig nørdethed, som er vildt sympatisk.
Og samtidig sender det mig tilbage til en enklere… og mere uskyldig tid (cue flashback musik) med adskillige lykkelige timer brugt i selskab med Civilization, Pirates og Alpha Centauri. Hvor det ene imperium mere magtfuldkomment end det andet rejste sig i løbet af søvnige eftermiddage i en mikroskopisk nordjysk forstad. Hvor de stærke kendte deres nådesløse ret, og hvor endnu ikke erobrede nationer måtte ryste og skælve ved synet af en hastigt fremrykkende armada på horisonten under kommando af en grusom og megaloman 12-årig hærfører.
(stop flashback musik) – Sins er altså noget af en elektronisk madelainekage, der har fået mig til at sidde og nørkle med tech-trees og vanvittigt indviklet micro-management, præcis som i de gode gamle dage. Det er enormt tilfredsstillende, at se sit imperium blomstre teknologisk og kulturelt, og mens der generes overskud på finanserne, kvæles modstanderen langsomt økonomisk. Når det så er blevet kedeligt, er det altid en udsøgt fornøjelse at gøre rent med en hamrende uretfærdigt overlegen flåde.
Sins of a Solar Empire udkom sidste år, og Stardock har ikke hvilet på laurbærne, men været i dialog med spillerne omkring forbedringer og opdateringer af spillet. Opdateringerne har indtil videre været gratis, men nu er den første udvidelsespakke landet, som har fået titlen ’Entrenchment’ og kan købes digitalt for $ 9,95.
Det er ikke jordens mest omfattende udvidelse, men den indeholder to ting, der næsten gør den alle pengene værd: forsvarsplatforme og miner. Et stort problem i Sins of a Solar Empire var, at man har været tvunget til at bruge en betydelig del af sin flåde på konstant og patruljere rundt og forsvare grænser mod pirater, hvilket især bliver et problem på de større maps, hvor solsystemerne er ENORME.
Det er (næsten) slut nu, for med muligheden for at lægge miner (rigtig mange endda) kan man effektivt og nemt sætte en stopper for overraskelsesangreb. Og oh(!), hvilken nydelse det er, at se en flåde af rumskibe blive reduceret til støv på 2 sekunder. Til forsvar mod mere velforberedte angreb, hvor modstanderen har sendt scouts i forvejen for at lokalisere minefelter, er forsvarsplatformen et effektivt redskab. Den tager lidt tid at få i spil, men når først, den er fuldt opgraderet, kan den holde skansen næsten helt alene.
Det var egentlig det. En meget lang omvej for at sige: miner og forsvarsplatforme gør Sins of a Solar Empire til en (endnu) bedre oplevelse. Måske burde de have været der fra starten, men pyt, Stardock er nu et sympatisk foretagende, som generelt er flinke til at lytte til deres fans, så mine $ 9,95 føles godt givet ud.
Det er nødvendigt at have grundspillet Sins of a Solar Empire for at spille ’Entrenchment’, og det kan også købes digitalt fra spillets hjemmeside – prisen er omkring 175 kroner.
Sins of a Solar Empire (eller bare Sins som det også kaldes) er et såkaldt 4X startegispil (explore, expand, exploit and exterminate), hvor der skal bygges et imperium op igennem indviklet teknologiudvikling, ressourceudvinding og oprustning.
Det kunne på mange måder nemt være lavet i 1993, hvis ikke det var fordi, det hele foregår i Real Time, og de store slag mellem rumskibsarmadaerne trods alt indikerer, at vi er på den anden side af årtusindeskiftet.
Grafisk minder spillet om en krydsning af EVE online og Babylon 5, hvilket egentlig ikke er min kop te, men det giver spillet en hinkestensbrilleglas-agtig nørdethed, som er vildt sympatisk.
Og samtidig sender det mig tilbage til en enklere… og mere uskyldig tid (cue flashback musik) med adskillige lykkelige timer brugt i selskab med Civilization, Pirates og Alpha Centauri. Hvor det ene imperium mere magtfuldkomment end det andet rejste sig i løbet af søvnige eftermiddage i en mikroskopisk nordjysk forstad. Hvor de stærke kendte deres nådesløse ret, og hvor endnu ikke erobrede nationer måtte ryste og skælve ved synet af en hastigt fremrykkende armada på horisonten under kommando af en grusom og megaloman 12-årig hærfører.
(stop flashback musik) – Sins er altså noget af en elektronisk madelainekage, der har fået mig til at sidde og nørkle med tech-trees og vanvittigt indviklet micro-management, præcis som i de gode gamle dage. Det er enormt tilfredsstillende, at se sit imperium blomstre teknologisk og kulturelt, og mens der generes overskud på finanserne, kvæles modstanderen langsomt økonomisk. Når det så er blevet kedeligt, er det altid en udsøgt fornøjelse at gøre rent med en hamrende uretfærdigt overlegen flåde.
Sins of a Solar Empire udkom sidste år, og Stardock har ikke hvilet på laurbærne, men været i dialog med spillerne omkring forbedringer og opdateringer af spillet. Opdateringerne har indtil videre været gratis, men nu er den første udvidelsespakke landet, som har fået titlen ’Entrenchment’ og kan købes digitalt for $ 9,95.
Det er ikke jordens mest omfattende udvidelse, men den indeholder to ting, der næsten gør den alle pengene værd: forsvarsplatforme og miner. Et stort problem i Sins of a Solar Empire var, at man har været tvunget til at bruge en betydelig del af sin flåde på konstant og patruljere rundt og forsvare grænser mod pirater, hvilket især bliver et problem på de større maps, hvor solsystemerne er ENORME.
Det er (næsten) slut nu, for med muligheden for at lægge miner (rigtig mange endda) kan man effektivt og nemt sætte en stopper for overraskelsesangreb. Og oh(!), hvilken nydelse det er, at se en flåde af rumskibe blive reduceret til støv på 2 sekunder. Til forsvar mod mere velforberedte angreb, hvor modstanderen har sendt scouts i forvejen for at lokalisere minefelter, er forsvarsplatformen et effektivt redskab. Den tager lidt tid at få i spil, men når først, den er fuldt opgraderet, kan den holde skansen næsten helt alene.
Det var egentlig det. En meget lang omvej for at sige: miner og forsvarsplatforme gør Sins of a Solar Empire til en (endnu) bedre oplevelse. Måske burde de have været der fra starten, men pyt, Stardock er nu et sympatisk foretagende, som generelt er flinke til at lytte til deres fans, så mine $ 9,95 føles godt givet ud.
Det er nødvendigt at have grundspillet Sins of a Solar Empire for at spille ’Entrenchment’, og det kan også købes digitalt fra spillets hjemmeside – prisen er omkring 175 kroner.
Læs mere!
onsdag den 11. februar 2009
Shoot-Out Showdown: Painkiller Vs. Serious Sam2
I gamle dage var PC’en den ubestridte konge, når det kom til skydespil – og det er den stadig. De tre bedste argumenter hedder stadig mus, keyboard og mus. Men derudover er der også mindst en milliard fede titler at vælge imellem og flere af de lidt ældre kan fås rørende billigt.I Puny Humans! første Shoot-Out Showdown (SOS), stiller vi Painkiller og Serious Sam2 overfor hinanden – har de gamle skydere mon stadig skarpe skud, eller er krudtet blevet løst?
Interessen for Painkiller fik for nylig en kort genoplivning, da Zero Punctuation anmeldte denne lidt oversete splatterfest. Det er en af den slags Doom-kloner, som virker født til tilbudskurvene, og som jeg altid skammer mig lidt over, at jeg køber - men som jeg i sidste ende spiller mere end mange dyrere kvalitetsspil. Nå, men lad os bare sige, at ”Games as Art”-argument nok ikke har sit stærkeste eksempel her.
Men Painkiller er midt i sin blodsplattende og kropsflænsende voldsudladninger på en måde nærmest uskyldig i sin primitive enfoldighed. Kort fortalt går det ud på, at man er en fortabt sjæl, fanget i skærsilden mellem himmel og helvede, og for at frelse sin sjæl skal man udslette Lucifers 5 stærkeste generaler.Overraskende nok består våbenarsenalet kun af 5 forskellige modeller. Men det er faktisk rigeligt, for udviklerne har lavet nogle helt fantastiske og bizarre kombinationer, der havde fortjent at blive kopieret sidenhen af langt flere spil. Kastestjernegeværet er vist allerede blevet kult på nettet, men jeg kipper altså også gerne med kasketten for Bazooka-maskinkanon. Den kombination er simpelthen SÅ oplagt!
Painkillers højdepunkter er dog uden sammenligning kampene mod generalerne. De er ENOOOOOORME! Som levende bjerge, der tårner sig op i horisonten, og mod dem glemte jeg seriøst alt om ironisk distance og blev totalt solgt. Painkillers boss-kampe er, hvad der ville komme ud 9 måneder efter en affære mellem Shadow of The Colussus og Doom.
Visuelt kan Painkiller ikke helt løbe fra, at det snart er 4 år gammelt, men det betyder jo på den anden side, at PC’ere uden hårdtpumpede grafikkort også kan være med.Serious Sam2 er som Painkiller også et skydespil af den gamle skole (her Duke Nuke’em- skolen), og som trods at det udkom et helt år EFTER Half Life 2 prøver at ignorere al udvikling indenfor genren siden 1992.
Serious Sam2 er, modsat hvad navnet måske kunne antyde, ikke noget særligt alvorligt spil. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, men desværre virker det også som om, udviklerne heller ikke har taget spillets design seriøst – og det er ikke så godt.Mit første indtryk var ellers positivt. Spillet starter i farverige tropiske omgivelser, og jeg fik hurtigt samlet en bunke våben sammen, der lignede resultatet af et spændende samarbejde mellem Pentagon og Fischer Price.
Derfor blev jeg slemt skuffet, da det vidste sig Sams isenkram kun er fantasifuldt på overfladen. Flere af de avancerede våben, som den 8-løbet shotgun og den gigantiske roterende maskinkanon, har ikke meget mere effekt end de våben, man samler op i allerførste bane. Og spillets bud på en sniper-riffel er i øvrigt komplet ubrugelig.Jeg opdagede også, at alle fjendernes angrebsmønstre - uanset størrelse, styrke og bevæbning - mest gik ud på bare at storme i lige linje mod mig, og man kan klare sig forbavsende godt ved bare at løbe i cirkler og skyde. Ok, tænker jeg - så bliver det jo nemt at få afsluttet det her spil - så kan jeg spille Painkiller igen bagefter!
Men nej. Hvis fjenderne ikke kan tænke, så kan de snyde. Og det gør de så. Alle der er vokset op med computerspil i 80'erne husker, hvor stort et helvede "instantly spawning" fjender var. Serious Sam2 var for mig et direkte flashback til mange timer, hvor jeg med stadigt mere grådfyldte øjne og ufrivillige ansigtstrækninger, blev majet ned igen og igen af fjender, som garanteret ikke var bag mig for 2 sekunder siden, men pludselig dukker op ud af det rene ingenting!!!
Fast forward tyve år: Serious Sam2. PUFF! Ud af den blå luft vælter 20 køllesvingende monstre - og PUFF - mens jeg skyder løs på dem, sker det samme ved siden af mig, bagved mig, under mig og hjemme hos min mor. Det er kaotisk, irriterende og på alle måder uhøfligt.
Vor helt, Sam, er desværre heller ikke nogen udpræget fornøjelse. Han vil, ligesom resten af spillet, gerne være sjov - det er han bare ikke. Han prøver ganske vist ihærdigt, men med det resultat, at jeg efter at have hørt hans dårlige jokes i to stive timer, fik en afsindig lyst til at vende geværet om og pløkke ham i stedet for fjenderne – det kan man for resten ikke, bare så I ved det.Last Game Standing: Painkiller.
Painkiller plaffer Serious Sam2 klart af banen med Bazooka-maskingeværer, gigantiske bosser og ikke mindst en TAVS hovedperson. Painkiller er Old School, Serious Sam2 er bare pinefuldt og forældet.*Det er en god gerning i sig selv at købe Painkiller fra ekstremt sympatiske Good Old Games, der sælger PC-klassikerne, som de burde være: fikset så de kan køre på nyere maskiner, helt uden DRM og med mulighed for at gendownloade, hvis du skal formatere harddisk.
Læs mere!
tirsdag den 10. februar 2009
Dead Rising 2 bekræftet - wohoo!
Helt usædvanligt har der de seneste par dage gået rygter på internettet, om at vores allesammens yndlingsleverandør af "guilty pleasures", bedre kendt som Capcom, måske/måske ikke har en opfølger til Dead Rising på vej.
Det hele startede med en mystisk video, der fandt vej til youtube:
Nu er det ikke længere et rygte: Capcom har bekræftet, at der kommer et Dead Rising 2!
Det første Dead Rising er som bekendt allerede blevet en moderne klassiker og er på min personlige kortliste over "obligatoriske køb" til Xbox360.
Ok, kontrollen er lidt funky, sværhedgraden til tider nådesløs og spillet tvinger dig til at starte forfra, hvis du ikke når at udføre de primære missioner til tiden.
Tilgengæld byder spillet på et gigantisk storcenter fyldt med hundredvis af zombier og et særdeles imponerende udbud af våben til at smadre dem med. Du kan bruge ALT lige fra jagtgeværer til motorsave, plastiklyssværd og skumgummifodbolde.
Dead Rising har også æren af at have nogle af de mest langt-ude-boss'er nogensinde set i et spil - hvilket ikke siger så lidt, når det er fra Capcom. Min personlige favorit er butiksindehaveren Steven, som jagter dig rundt i sit supermarked med en shotgun og en indkøbsvogn fra helvede. Når man langt om længe får nakket ham efter at have sprunget rundt mellem hylder og kølediske, dør han med de fantastiske sidste ord: "CLEAN UP IN AISLE 6!".
Vi kan kun håbe på at Dead Rising 2 bliver lige så vildt som 1'eren.
Endnu en dag på jobbet for Steven.
Det hele startede med en mystisk video, der fandt vej til youtube:
Nu er det ikke længere et rygte: Capcom har bekræftet, at der kommer et Dead Rising 2!
Det første Dead Rising er som bekendt allerede blevet en moderne klassiker og er på min personlige kortliste over "obligatoriske køb" til Xbox360.
Ok, kontrollen er lidt funky, sværhedgraden til tider nådesløs og spillet tvinger dig til at starte forfra, hvis du ikke når at udføre de primære missioner til tiden.
Tilgengæld byder spillet på et gigantisk storcenter fyldt med hundredvis af zombier og et særdeles imponerende udbud af våben til at smadre dem med. Du kan bruge ALT lige fra jagtgeværer til motorsave, plastiklyssværd og skumgummifodbolde.
Dead Rising har også æren af at have nogle af de mest langt-ude-boss'er nogensinde set i et spil - hvilket ikke siger så lidt, når det er fra Capcom. Min personlige favorit er butiksindehaveren Steven, som jagter dig rundt i sit supermarked med en shotgun og en indkøbsvogn fra helvede. Når man langt om længe får nakket ham efter at have sprunget rundt mellem hylder og kølediske, dør han med de fantastiske sidste ord: "CLEAN UP IN AISLE 6!".
Vi kan kun håbe på at Dead Rising 2 bliver lige så vildt som 1'eren.
Endnu en dag på jobbet for Steven.Læs mere!
The Spirit Engine 2
Jeg faldt tilfældigvis over dette charmerende rollespil, som vel kan kaldes en homage (eller klon, hvis man er mindre diplomatisk) til klassikere som Final Fantasy og Chrono Trigger.
Historien er som den slags nu engang er indenfor genren: En mystisk kult terroriserer indbyggerne i en lille by, og en gruppe eventyrer får til opgave at undersøge, hvad der ligger bag. Det bringer dem vidt omkring i en verden, som foruden onde kultmedlemmer, også er plaget af krig og de obligatoriske horder af fritgående monstre.
Ikke vildt originalt, men historien er alligevel ganske velskrevet (omend lidt ordrig) og spillet har en lækker Super Nintendo-agtig visuel stil og et stemningsfuldt soundtrack.
The Spirit Engine 2 formår dog også at bidrage med et par små gode detaljer til den ellers fortærskede RPG-skabelon. Kampsystemet minder om det i Final Fantasy, men giver som noget nyt mulighed for at kombinere angreb i kæder (en slags makroer) med "Attack Chains". Der er ret sjovt at eksperimentere med, for der er mange forskellige typer af angreb og kombinationsmuligheder.
Man skal ellers være oppe på dupperne i kampene, for der skal som regel planlægges et par træk frem, samtidig med at man også skal holde øje med, hvad fjenderne har af tricks i ærmerne (dem der altså har ærmer).
Det kan måske virke lidt overvældende, men spillet har en fin tutorial, og man kan altid sætte kampene på pause, hvis det går for hurtigt. Er modstanden totalt overvældende, kan man heldigvis også sætte sværhedsgraden ned undervejs i spillet.
Det allermest sympatiske ved The Spirit Engine 2 er, at det er et vaskeægte indiespil programmeret, designet og skrevet af Mark Pay og med musik af Josh Whelcel.
Sammenlignet med andre indiehits fra sidste år som World of Goo, er The Spirit Engine 2 måske ikke helt så revolutionerende, men det har alligevel sin charme - især hvis man er fan af klassiske 16-bits RPG'er.
The Spirit Engine 2 er til PC og koster 18 dollars, hvilket virker som en aldeles rimelig pris. Man kan også hente en gratis demo på The Spirit Engine 2's hjemmeside, som giver et godt og omfattende indtryk af spillet, inden man slipper slanterne.
Jeg ved i hvert fald, at jeg skal ha' det.
Ikke vildt originalt, men historien er alligevel ganske velskrevet (omend lidt ordrig) og spillet har en lækker Super Nintendo-agtig visuel stil og et stemningsfuldt soundtrack.
The Spirit Engine 2 formår dog også at bidrage med et par små gode detaljer til den ellers fortærskede RPG-skabelon. Kampsystemet minder om det i Final Fantasy, men giver som noget nyt mulighed for at kombinere angreb i kæder (en slags makroer) med "Attack Chains". Der er ret sjovt at eksperimentere med, for der er mange forskellige typer af angreb og kombinationsmuligheder.
Man skal ellers være oppe på dupperne i kampene, for der skal som regel planlægges et par træk frem, samtidig med at man også skal holde øje med, hvad fjenderne har af tricks i ærmerne (dem der altså har ærmer).
Det kan måske virke lidt overvældende, men spillet har en fin tutorial, og man kan altid sætte kampene på pause, hvis det går for hurtigt. Er modstanden totalt overvældende, kan man heldigvis også sætte sværhedsgraden ned undervejs i spillet.
Det allermest sympatiske ved The Spirit Engine 2 er, at det er et vaskeægte indiespil programmeret, designet og skrevet af Mark Pay og med musik af Josh Whelcel.
Sammenlignet med andre indiehits fra sidste år som World of Goo, er The Spirit Engine 2 måske ikke helt så revolutionerende, men det har alligevel sin charme - især hvis man er fan af klassiske 16-bits RPG'er.
The Spirit Engine 2 er til PC og koster 18 dollars, hvilket virker som en aldeles rimelig pris. Man kan også hente en gratis demo på The Spirit Engine 2's hjemmeside, som giver et godt og omfattende indtryk af spillet, inden man slipper slanterne.Jeg ved i hvert fald, at jeg skal ha' det.
Læs mere!
fredag den 30. januar 2009
Americas First Choice in Post Nuclear Simulation
fallout 3 har fået virkelig meget ros, jeg har ikke selv prøvet det endnu, men glæder mig rigtig meget. Hele lanceringen af spillet er også noget ganske specielt. Hele den stemning der ligger i den postapokalyptiske verden er enormt sexet på en eller anden måde.Designet på spillets hjemmeside tager udgangspunkt i 1950'ernes koldkrigsforskrækkede oplysningsfilm. 50'erne markerede en ny positiv og håbefuld instilling til livet, efter 1 og 2 verdenskrig blodsudydelser (som vi kender det fra Band of Brothers, Medal of Honour, Call of Duty, osv...) og 20'erne og 30'ernes økonomiske depression. Der er en Happy go lucky stemning over halvtressernes økonomiske boom samtidig med at den kolde krig konstant truer med at udryde menneskeheden. Denne stemning er det lykkedes at videregive allerede i pr-materialet, hvilket tyder på et meget gennemarbejdet spilunivers. Her er et virkeligt eksempel på en oplysningsfilm om hvad man dog skal gøre hvis bomben falder: duck and cover!
Det er som om den visuelle stil fra 50'erne har fået en revival i nyere spil. En af de ting jeg synes bedst om ved Bioshock var også det halvtredseragtige præg spillets design og interface havde.
Historien i fallout 3 kan fint gøre det ud for Dr. Strangelove 2. I Kubricks klassikker affinder USAs ledere sig med atomkrigens rædsler i visheden om at de skal tilbringe resten af deres liv i mineslugter. Som måske ikke er så slemt endda...
Læs mere!
mandag den 5. januar 2009
Angry Gamers og BEST OF-lister
En af juleferiens vigtigste traditioner er for mit vedkommende at tage en dag eller to ud af kalenderen og pløje alle BEST OF-lister igennem for året, der gik.
Det er altid godt at få genopfrisket ”the good times” med alle de spil, der blev spillet, men også at blive mindet om alle dem, jeg ikke fik spillet eller blev klar over eksisterede.
Men det bedste er se, hvordan alle nettets ”angry gamers” eksploderer i selvretfærdig forargelse over de uvidende idioter, der laver lister, som ikke er PRÆCIS, som de selv ville have lavet dem.
Og skal man tro de fleste kommentartråde rundt omkring på nettet, er det åbenbart ingen, der kan finde ud af at lave en ordentlig liste.
Det er virkelig interessant, at se hvordan det, at fx ”Gears of War2” ikke ligger nr.1. alle steder, kan opfattes som en uretfærdighed, der får hungersnød og AIDS-epidemier til at virke helt rimelige.
Det er altid godt at få genopfrisket ”the good times” med alle de spil, der blev spillet, men også at blive mindet om alle dem, jeg ikke fik spillet eller blev klar over eksisterede.
Men det bedste er se, hvordan alle nettets ”angry gamers” eksploderer i selvretfærdig forargelse over de uvidende idioter, der laver lister, som ikke er PRÆCIS, som de selv ville have lavet dem.
Og skal man tro de fleste kommentartråde rundt omkring på nettet, er det åbenbart ingen, der kan finde ud af at lave en ordentlig liste.
Det er virkelig interessant, at se hvordan det, at fx ”Gears of War2” ikke ligger nr.1. alle steder, kan opfattes som en uretfærdighed, der får hungersnød og AIDS-epidemier til at virke helt rimelige.
Læs mere!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)